Slaget ved Lyndanisse

Slaget ved Lyndanisse, også kaldet Volmerslaget, var et slag under de nordiske korstog, hvor Dannebrog ifølge legenden faldt fra himlen. Slaget fandt sted lørdag den 15. juni 1219 ved Lyndanisse (i dag Tallinn) i Estland.

Ryd Klosters årbog (skrevet i sidste halvdel af 1200-tallet) oplyser for dette år:

"Efter at have samlet en meget stor hær drog kong Valdemar mod Estland med et tusinde fem hundrede langskibe, og efter mange slag omvendte han hele dette land til kristendommen og underlagde det Danmark, som det endnu er."

Flåden nåede Estlands nordlige provins Revele i begyndelsen af juni måned. Med i flåden var, udover kongen, ærkebiskop Anders Sunesen fra Lund, Roskilde-bispen Peder Jacobsen og biskop Theoderik af Estland. I hæren var også flere af kongens vasaller: Tyskere under grev Albert^[hvem?] og vendere under Vitslav den 1. af Rügen.

Ifølge Henrik af Livlands krønike kapitel XXIII 2 slog korsfarerne sig ned ved Lyndanisse og begyndte at opføre en borg, "castrum danorum", på estisk Taani-linn (senere Tallinn), danskerborgen. Under byggeriet kom flere estiske forhandlere på besøg for at trække tiden ud, mens de samlede en hær.^[1]

Hen under aftenen 15. juni 1219 angreb esterne, netop som danskerne og deres allierede havde spist dagens sidste måltid. Angrebet skete fra 5 sider^[2] og der udbrød hurtigt panik blandt korsfarerne, der flygtede til alle sider. Biskop Theoderik blev dræbt af estere, der troede han var kongen. Alt tegnede til et katastrofalt nederlag for korsfarerne.

Imidlertid var venderne ikke blevet opdaget af den estiske angrebsstyrke. Vitslav gennemførte et hurtigt modangreb, der standsede den estiske fremtrængen. Dette gav de øvrige korsfarere tid til at samle sig og omgruppere, hvorefter man i fællesskab havde held til at drive den estiske hær på vild flugt. Danskerne takkede Gud for sejren og byggede borgen færdig. Biskop Theodorics kapellan Wescelin blev tilbage i Estland sammen med kongens mænd for at endegyldigt overvinde esterne.^[2]

1. ^ Henrik, s. 140 i den refererede kildeudgivelse
2. ^ ^{a b} Henrik, s. 140